Anders Lund Madsen laver ugentligt aktualitetsprogram hos Talk Town
Foto: Klaus Rudbæk

Anders Lund Madsen laver ugentligt aktualitetsprogram hos Talk Town

08.01.2021

”Det giver ro at vide, hvordan ting hænger sammen, når virkeligheden vælter ind over os”

Muteret virus, britiske toldregler og debatskabende børne-tv. Nyhedsbilledet giver os hver eneste dag nok at tænke og undres over. I en ny ugentlig podcastserie hos Story House Egmonts podcastunivers Talk Town vil Anders Lund Madsen hjælpe os med at forstå en konkret tendens, hvorfor tingene sker, at det nok går over, og at kloge mennesker arbejder på løsninger og udvikling.

Programserien ”Fedeabes Aktuelle Forklaringer” er en videreudvikling af den populære podcast ”Febeabes Forklaringer”, og her kan du hver fredag eftermiddag høre Anders Lund Madsen vende og dreje ugens aktuelle emne på en måde, så lytterne bliver klogere. Der er ro og tid til at forklare grundlæggende mekanismer bag den aktuelle begivenhed eller det emne, der har fyldt i ugens løb, når Anders Lund Madsen ringer op til en person, der både ved noget om sagen og kan forklare os andre det.

”Det giver ro at vide, hvordan ting hænger sammen, når virkeligheden vælter ind over os uge efter uge. Det kan være vanvittig svært at overskue det hele, og når tingene er uforklarlige, kan det give en indre panik,” siger Anders Lund Madsen og tilføjer:

”Ved at vide og forstå hvordan det hele fungerer, bliver der bundet en sløjfe på. Det skal nok gå alt sammen. Det er sket før. Det går over, og der er nogen, der har tjek på det.”

”I en tid hvor tingene går så hurtigt, synes jeg ofte, at nyhedsbilledet mangler refleksion; Mangler plads til at dvæle, gå i dybden og gøre klogere. Nu kommer vi med et fast program, som giver plads til netop det, og med Anders Lund Madsens finurlige og eftertænksomme tilgang, skal det nok også blive underholdende,” siger Mette Hovmand-Stilling, redaktør på Talk Town.

”Fedeabes Aktuelle Forklaringer” har premiere på Talk Town fredag den 8. januar, og i første program vil Anders Lund Madsen se tilbage på en uge, hvor DR Ramasjang-programmet John Dillermand har fyldt en del i debatten, og sammen med exam. sexolog Joan Ørting vil han undersøge; Hvad er en diller? Hvor kommer dilleren fra? Hvad vil den? Og hvad skal vi egentlig gøre med den? Hendes svar er både oplivende og beroligende.

Hos Talk Town står Anders Lund Madsen bl.a. også bag serien ”Lund & Løkke”, hvor han sammen med tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen rejser Danmark rundt.

Talk Town byder på omkring 100 forskellige shows for både børn og voksne - blandt andet den prisvindende podcast ”Cille er bange for at dø”, ”Velkommen i Mørket" med Knud Romer og ”Danmarks historier for børn”, der produceres i samarbejde med Nationalmuseet.