28.05.2020
Med Egmont Publishings skifte til Dansk Erhverv får brancheforeningen en tung publicistisk medievirksomhed som nyt medlem.
Egmont Publishing Danmark er en del af Egmont-koncernen og har succes med at udgive kvalitetsmedier digitalt og på print, et solidt kommercielt setup og investeringer i nye vækstområder. I de seneste år har Egmont Publishing ændret sin strategi som medievirksomhed og har bl.a. stået bag opkøb af en række e-commerce selskaber og marketing services.
"Som virksomhed passer vores nye position derfor godt ind i et medlemskab af Dansk Erhverv. Vi har også bemærket, at Dansk Erhverv er blevet mere opmærksomme på at tale mediernes sag. Derfor håber vi også, at Dansk Erhverv vil kunne tale vores interesser i forbindelse med et kommende medieforlig," siger Klaus Høeg Hagensen, adm. direktør for Egmont Publishing i Danmark.
"Vi er i Dansk Erhverv meget glade for og stolte over, at Egmont Publishing nu har meldt sig ind i Dansk Erhverv. Egmont Publishing gør det helt enkelt fremragende. Medieområdet fylder mere og mere i Dansk Erhverv, og mediepolitik blev sidste år prioritet som et nyt indsatsområde. Vi ser frem til et både spændende og frugtbart samarbejde med Egmont Publishing, som jo netop er en stærk publicistisk medievirksomhed," siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.