alt.dk-20magasiner

Egmont samler magasiner og ugeblade i nyt kvindeunivers

04.12.2015

ALT for damerne, Eurowoman og fit living er blandt de magasiner og ugeblade, der samles på en digital platform til kvinder – ALT.dk. Ny redaktør vil satse endnu mere på journalistik med nerve og kant.

Et nyt digitalt kvindeunivers er under opbygning. I løbet af den kommende tid samler Egmont Publishing sine kvindetitler lige fra ALT for damerne og Eurowoman til RUM, fit living og Hendes Verden på sitet ALT.dk.

Og ambitionen er klar: ALT.dk skal være Danmarks største og bedste site til kvinder.

Til at stå i spidsen for den nye satsning har Egmont Publishing ansat Christina Andreasen, der kommer fra stillingen som social media-redaktør på Berlingske Business.

”Jeg ser gode muligheder for at rykke ved den traditionelle kvindejournalistik. ALT.dk skal være et intelligent kvindeunivers, som skal omfavne den moderne kvindes liv lidt bredere, men med afsæt i de stærke brands, som Egmont har,” siger Christina Andreasen.

Kvalitet og debat
Med en baggrund som medarbejder på forskellige politiske kampagner og som stifter af Facebook-gruppen “Businesskvinder” har Christina Andreasen særligt blik for de kvinder, der udretter noget særligt f.eks. i politik eller i erhvervslivet.
 
”Naturligvis skal der fortsat være masser af livsstilsstof som mode, bolig og sundhed, men de stærke, ambitiøse kvinder med karrieren i orden kan vi også lære rigtig meget af,” siger Christina Andreasen, som ikke mindst vil satse på historier, der skaber debat:
 
”Vi skal lave kvalitetsjournalistik med nerve og kant og ikke være bange for også at udfordre vores læsere lidt på emnevalgene. Historierne må meget gerne starte en gnist i folk,” siger den nye ALT.dk-redaktør.

Kommer fra andre kanaler
Syv titler vil blive lagt ind under ALT. dk i løbet af 2016. Målsætningen er ifølge digital chefredaktør i Egmont Publishing, Erling Tind Larsen, klar; ALT.dk skal være Danmarks største digitale kvindeunivers. Det betyder også, at der skal satses målrettet på brugen af sociale medier.

”De fleste brugere kommer ind på vores websites ad andre kanaler som eksempelvis Facebook. Det betyder naturligvis, at vi på ALT.dk skal lave kvalitetsjournalistik, som også i sin præsentation tilgodeser brugernes nye medievaner,” siger Erling Tind Larsen.

Christina Andreasen er uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet og fagjournalist ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har udover Berlingske haft ansættelser hos både DR som tilrettelægger og Turner Broadcasting i Norden som Marketing Executive.

Christina Andreasen begynder sit nye job hos Egmont Publishing den 1. januar.

Disse titler vil i løbet af 2016 være at finde på ALT.dk:

• ALT for damerne
• Eurowoman
• fit living
• RUM
• BoligLiv
• Hjemmet
• Hendes Verden

For yderligere information kontakt

Mette Klingsey
Media Consultant
+45 25 32 34 78
mette.klingsey@egmont.com