ALT for damernes mandeundersøgelse 2020

Danske mænd: Vi er ikke blevet hørt nok i sexisme-debatten

29.12.2020

ALT for damerne har spurgt 1735 danske mænd om deres syn på sexismedebatten og på ligestilling helt generelt. "Nu gælder det om, at mænd og kvinder finder en ny vej - sammen," siger kvindebladets chefredaktør.

Sexisme-debatten har gjort det sværere at være mand, og mændene er ikke blevet hørt nok. Det mener 6 ud af 10 danske mænd, viser en ny undersøgelse lavet af Norstat for ALT for damerne. Samtidig svarer 3 ud af 10, at de decideret opfører sig anderledes over for kvinder nu. De er blevet mere tilbageholdende og flirter mindre.

"Sexisme-opgøret i efteråret var nødvendigt og på høje tid, og processen er kun lige begyndt. Med mandeundersøgelsen ønsker vi at danne afsæt for næste fase i debatten, nemlig "hvordan kommer vi videre herfra - sammen?". For det er vigtigt, at vi holder presset for forandring samtidig med, det ikke bliver en skyttegravskrig mellem mænd og kvinder," siger chefredaktør for ALT for damerne, Rikke Dal Støttrup.

ALT for damerne og alt.dk stiller i årets sidste dage spørgsmålet "Hvad nu, mand?" til en række kendte og ukendte mænd.

Filosof og forfatter Morten Albæk understreger i et stort interview i bladet, at "kvindens kamp er mandens kamp, og flere mænd skal kæmpe oprigtigt":

"Jeg håber, der kommer det ud af den her debat, at vi erkender, at vi ikke forstår hinanden lige så godt, som vi gerne vil," siger han og opfordrer mændene til at kigge sig selv i spejlet og spørge sig selv, hvorfor de er i tvivl om, hvorvidt de kan fornemme andres grænser:

"Jeg føler mig ikke mindre sikker i min maskulinitet, fordi jeg ikke må slikke en kvinde i øret. Det har ikke noget at gøre med at være mand, det har noget at gøre med at være et fjols. Så i sidste ende er der ikke noget at være bange for i forhold til at vise sin interesse, sin lyst eller sin nysgerrighed som mand over for en kvinde. Kun syge mennesker genkender ikke andres grænser og signaler, og velfungerende mennesker kan roligt flirte løs."

Flere mænd må træde frem

Der er nok at tage fat på i 2021, men lige nu og her har Morten Albæk en klar opfordring til de mænd, der sover uroligt om natten af frygt for at blive afsløret:

"Hvis du er en offentlig person, så træd frem i stedet for at gemme dig. Det er det eneste værdige at gøre."

Han mener, at det er nødvendigt for processen, at flere mænd bliver fældet.

"En bevægelse er sat i gang, og det må ikke ende som et pr-stunt. Det må ikke stoppe nu, og hvis der sidder "en Harvey Weinstein" eller overlæger eller chefredaktører, der har en diskriminerende og respektløs omgang med det modsatte køn, så skal vi vide det. Uretfærdigheder skal have konsekvens. For hvis vi først skaber en virkelighed, hvor uretfærdigheder får lov at være noget, du kan bygge succes, rigdom og magt på basis af, så skaber vi en magtkultur, der pr. definition er korrumperet og reproduktiv."

TAL FRA UNDERSØGELSEN

#1

60 procent af de adspurgte svarer, at sexisme-debatten har gjort det sværere at være mand. 65 procent mener, at mændene ikke bliver hørt nok i sexisme-debatten.

#2

44 procent af de adspurgte mener, at sexismedebatten har haft en negativ effekt på den måde, vi opfører os på. 17 procent mener, den har haft en positiv effekt på den måde, vi opfører os på.

#3

3 ud af 10 mænd mener, at sexismedebatten har betydet noget for, hvordan de opfører sig over for kvinder. De svarer, at de er blevet mere tilbageholdende og at de flirter mindre.

#4

56 procent af mændene oplever, at der generelt er ligestilling i Danmark. 37 procent mener, der ikke er ligestilling.

#5

55 procent af de adspurgte mænd, mener at mænd er bedre stillet i forhold til karriere. 57 procent mener, at det er meget vigtigt med ligestilling på dette område.