kassedame-202016-20banner

Susanne Hansen er Danmarks sødeste kassedame 2016

31.03.2016

Over 50 kunder indstillede hende personligt, og hun fik et klart flertal i finalen – Susanne Hansen fra Middelfart er kåret som Danmarks sødeste kassedame 2016

Vinder af Danmarks sødeste kassedame 2016: Susanne Hansen (th.) med favnen fuld af blomster og Hjemmets chefredaktør Marianne Gram (tv.) ved sin side. Fotograf: Søren Jansby


Torsdag den 31. marts kom en ny kunde ind i Rema-butikken i Middelfart. Hun skulle ikke købe noget, tværtimod skulle Hjemmets chefredaktør Marianne Gram overrække kvinden ved kassen en bunke gaver, blomster og en check på 10.000 kr. For ud af et rekordstort antal nominerede – 279 kassedamer m/k – kan Susanne Hansen nemlig kalde sig Danmarks sødeste kassedame 2016.

"Jeg er meget overrasket. Jeg havde fået at vide, at Hjemmet ville ringe onsdag og give besked. Jeg havde telefonen med op ved kassen. Jeg havde ikke regnet med, det blev mig. Det er helt vildt", siger Susanne Hansen.

Kunderne i Rema i Middelfart flokkes om kasse 1, som er Susanne Hansens. De kan simpelthen ikke undvære hende og den glæde, som hun smitter sine omgivelser med. Selv mener Susanne Hansen, at det var jobbet, der fik hende endog meget hurtigt på fode, efter at hun i 2014 fik konstateret kræft i tungen og blev hasteopereret.

”Jeg kunne ikke snakke ordentligt, men så snart jeg kom hjem fra hospitalet, ville jeg hellere på arbejde igen. Det er meget bedre at være her end at sidde hjemme og gruble,” forklarede hun i Hjemmet, da en finaleplads var sikret. 

Og nu kan den 57-årige kvinde altså sole sig i en velfortjent kåring.

Det er tredje gang, at ugebladet Hjemmet kårer Danmarks sødeste kassedame. Og ifølge Marianne Gram kan læsere, kunder – og kassedamer m/k – godt glæde sig til næste år også:

”Jeg regner bestemt med, at vi gentager successen. Den venlige betjening og den tætte relation, som mange af os har med vores lokale kassedame, gør en stor forskel i hverdagen. Det vil vi på Hjemmet gerne være med til at hylde,” siger hun.